Nyheder

Artikel fra Weekendavisens sektion Faktisk

I skole som avatar

Afrikansk dans, pakistansk modeshow og undervisning i et online fantasiunivers. I Londons bydel Islington har man fundet ud af, at de tosprogede elever klarer sig bedre i skolen, hvis lærerne ændrer undervisningen. Nu får de bedre karakterer end landsgennemsnittet. I Danmark er det lige omvendt.

 

Af Maj Carboni

 

Da Abdel fra 8. klasse møder op til timen, er han grøn, har spidse vinger på ryggen og et snoet horn fra en enhjørning i panden. Han har selv designet sit nye udseende. Den grønne dragemand er Abdels avatar i fantasiverdenen, Second Life på internettet, hvor engelskundervisningen foregår denne dag. På en klippetop står hans online-lærer og vinker. I samme øjeblik dukker der en besked op på Abdels skærm med dagens opgave: ”Byg en bil og forbered dig på et kapløb”. Abdel gør sig umage med at læse anvisningen til, hvordan man bygger en bil Man kan vælge mellem to brede hjul eller fire mindre. Og så skal man huske, at bilens akse skal på til sidst. Normalt gider han hverken læse eller følge med i undervisningen, men vil hellere lave ballade med vennerne. I dag sidder han helt stille to timer i træk for at få bygget den sejeste bil til kapløbet.

”Hvornår lærer vi, hvordan man får bilerne til at køre,” skriver Abdel i en taleboble til læreren. Han bliver lidt skuffet over svaret. Det bliver først i næste uge.

”Ok, men det har været fantastisk. Jeg glæder mig allerede til næste gang,” skriver han tilbage.

Abdels almindelige engelsklærer, der er til stede i computerrummet, er målløs. Så flittig og høflig overfor lærerne er Abdel normalt aldrig. Hvorfor opfører han sig pludselig helt anderledes i skolen end han plejer? Det vender vi tilbage til senere.

 

Får bedre karakterer end gennemsnittet

For syv år siden havde lærerne på skolerne i Londons bydel Islington de samme problemer med en del af de tosprogede drenge, som mange danske skoler har i øjeblikket: Drengene var negative overfor skolen og fik dårlige karakterer. I Danmark har det ikke ændret sig, men det har det i Islington. Nu klarer de tosprogede elever sig bedre end landsgennemsnittet. Årsagen skal findes i et specielt kontor kaldet Ethnic Minority Achievement Service eller EMAS. Her er der ansat en lille hær på 40 mennesker, der tager rundt på skolerne i Islington. De hjælper lærerne med at lave en undervisning, der også er sjov og interessant for de elever, som har forældre fra andre lande end England.

 

Afrikansk sang og dans

Faktisk er taget på besøg på skolen Grafton Primary School i Islington. Her bliver man mødt af et to meter højt billede, hvor eleverne har malet ansigter i alverdens farver, der siger velkommen på de 20 forskellige sprog, der tales på skolen. I forhallen er der en udstilling med tøj fra Bangladesh, Tyrkiet og Somalia, som har været del af et modeshow til en forældredag med mad fra hele verden. Fra et af klasseværelserne kan man pludselig høre en mærkelig sang.

”I yemuja o, oly odo o, ye ye o,” synger eleverne i en 6. klasse. De er midt i deres historietime. Eleverne har lært en afrikansk sang og er i gang med at øve en dans, som de selv har lavet. Den skal vise, hvordan slaverne gjorde oprør mod deres ejere. På Grafton går lærerne meget op i, at undervisningen skal handle om alle de lande, som eleverne og deres forældre kommer fra. Det skal få alle til at føle, at de hører til på skolen - uanset hvilken baggrund de har. Samtidig får eleverne viden om hele verden og andre kulturer.

 

Føler sig som dårligere elever

I Danmark har forskellige forskere undersøgt, hvorfor elever med forældre fra andre lande får dårligere karakterer end de klassekammerater, der har danske forældre. Forskerne fandt ud af, at en stor del af årsagen findes på skolen og hos lærerne. På de fleste danske skoler handler undervisningen meget om Danmark – dansk historie, danske bøger, dansk kunst. Kun meget sjældent har eleverne om lande som Pakistan, Somalia eller Tyrkiet.

”Folkeskolen er først og fremmest de danske børns skole. Derfor kan elever med en anden baggrund føle sig som dårligere elever end dem, der har danske forældre,” fortæller Laura Gilliam. Hun er antropolog og har i syv måneder siddet på skolebænken i en folkeskoleklasse i København for at se, hvordan en skoledag foregår.

 

Lærerne foretrækker danskerne

Laura oplevede, hvordan specielt drenge med forældre fra de arabiske lande, Pakistan og Tyrkiet følte, at lærerne bedre kunne lide de ”danske” elever. En af dem, Bakir, forklarede det til Laura på denne måde:

”Vi gør bare en lille ting, og læreren siger kun onde ting mod os. Vi tror, at læreren bedre kan lide de danske. Jeg ved bare, at de hellere vil have dem. I høj grad! Jeg kan se det på dem.”

”Hvordan kan du se det?” spurgte Laura ham.

”Der er en lærer…der ligger måske et stykke papir på gulvet, og han skælder ud på hele klassen. Han siger, at han ikke gider at undervise os. At vi skal feje det op. At vi skal være ligesom de danske børn. Gør I det der derhjemme også? I er ikke opdraget derhjemme!,” svarer Bakir.

 

En ond cirkel

Bakir fortæller også Laura, at han og de andre tosprogede drenge reagerer med mere oprør og ballade, når de føler sig uretfærdigt behandlet af lærerne. Det bliver en ond cirkel. Lærerne bliver frustrerede og tror måske, at alle tosprogede drenge er nogle bøller eller dårligt opdragede hjemmefra. Det kan drengene mærke. Og så laver de endnu mere ballade.

Så er vi tilbage hos Abdel på skolen i Islington, som pludselig opfører sig pænt, når undervisningen foregår gennem computeren i Second Life. Abdel blev, ligesom mange af de andre drenge med udenlandsk baggrund, set som en dårlig elev af lærerne. Når han nu alligevel ikke kunne få lærerne til at lide ham, forsøgte han i stedet at få status blandt vennerne ved at tale grimt til lærerne og lade være med at høre efter i timerne. Men arbejdet med computeren fængslede ham. Han syntes det var sjovt at bygge biler og køre ræs. Det var også ligesom noget andet at være i skole som drage.

”Ideen var, at de drenge, der var fanget i rollen som dårlige elever, kunne få mulighed for at få en anden identitet og genopfinde sig selv som en god elev i Second Life,” fortæller Marc Thompson fra EMAS-kontoret. Det var ham, der startede den nye form for undervisning på Islingtons skoler. Det virkede.

 

Ud af rollen som ”den dårlige elev”

”Jeg synes, det var sjovt at være en anden. Normalt er undervisningen kedelig, men i Second Life var der pludselig gået to timer,” fortæller Abdel. Hans lærere var overraskede over, at Abdel og de andre drenge i projektet sad og arbejdede med deres opgave på computeren i frikvartererne og fortsatte derhjemme om aftenen. Normalt klarede drengene sig dårligt i engelsk. Efter at have læst sig igennem manualer til at bygge biler, og skrevet dagbog om deres liv i Second Life hver dag, skete der pludselig en stor forbedring. De nåede det faglige mål for deres klassetrin før tid.

 

[Faktaboks] Forskel

Danmark: Forskel i de gennemsnitlige eksamenskarakterer for afgangseksamen i 2008/09:

Læsning: Børn med dansk baggrund: 5,2 | Børn af indvandrere: 3,4

Matematik: Børn med dansk baggrund: 7,0 | Børn af indvandrere: 4,9

Engelsk: Børn med dansk baggrund: 7,0 | Børn af indvandrere: 5,9

Islington: Tosprogede elevers gennemsnit er seks procentpoint højere end gennemsnittet for alle elever i England. For fem år siden var deres afgangskarakterer otte procentpoint lavere end andre tosprogede englænderes.

 

 

[Om artiklen]

Historien om Abdel er skrevet ud fra et interview med seniorkonsulent i Ethnic Minority Achievement Service, Marc Thompson, videooptagelser af undervisningen i Second Life og et kapitel i bogen ” 'Multi-User Virtual Environments for the Classroom: Practical Approaches to Teaching in Virtual Worlds”, som han har skrevet på baggrund af 1500 timers observation af 100 elever mellem 13 og 17 år, der blev undervist i Second Life og interviews med 68 af dem.

Navnene Abdel og Bakir er opdigtede, da eleverne i undersøgelserne ikke har ønsket, at deres navne kom frem.

 

Artikel fra fagbladet Københavns Kommuneskole, KK:

Fra bundskraber til topscorer med lektiehjælp

Et gensyn med Somalia fik 15-årige Said Hussein til at stoppe med at lave ballade og tage skolen alvorligt. Han startede i skolens lektiecafé i starten af 9. klasse med et gennemsnit på fem og fik en afgangseksamen med over ti i snit. Lektiehjælpen var afgørende for, at Said nu er i gang med en videregående uddannelse, fortæller han.

Af Maj Carboni

Eleverne i skolegården på Klostervænget skole samler sig om Said Hussein. Det er nu 4 år siden, at han selv er gået ud af skolen, men han kender stadig deres navne. Said giver sig tid til at klaske dem alle sammen i hånden og spørge, hvordan det går. Da en af dem falder i løb efter en fodbold, er Said der med det samme.
- Slog du dig?, spørger han og hjælper drengen op. Drengen ryster på hovedet og smiler taknemmeligt.
- Ok. Vi ses. Opfør jer nu ordentligt og lav jeres lektier, siger Said før han går. For mange af eleverne er Said Hussein et forbillede. Ikke nok med, at han er god til at spille fodbold, men han har også fået de højeste karakterer i sin klasse. Sådan var det dog langt fra været gennem hele Saids skoletid. Faktisk lå han indtil 9.klasse i bunden af klassen rent fagligt og var kendt af lærerne som lidt af en ballademager.
- Jeg vidste godt, at min mor krævede det helt store af mig, og jeg tænkte hele tiden, at nu skulle jeg tage mig sammen. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg sagde til mig selv ”i morgen går jeg over i lektiecaféen”, men jeg blev ved med at udskyde det, fortæller Said Hussein. Skolens lektiehjælper greb jævnligt fat i Said for at høre, om han ikke skulle hjælpe ham med lektierne, fordi han klarede sig dårligt til prøverne. Said blev ved med at slå det hen. Han syntes det var sjovere at spille fodbold og hænge ud med vennerne, hvoraf nogle af dem i det små var begyndt på en karriere som kriminelle. Da Said i 9. klasse havde en samtale med en studievejleder, fik han alligevel et chok. Da Said fortalte studievejlederen, at han gerne ville være børnelæge eller advokat, kiggede hun alvorligt på ham.
- Med dine karakterer er det mere sandsynligt, at du bliver skraldemand, sagde hun.

Hvorfor slår du ikke eleverne?

Said flygtede fra borgerkrigen i Somalia med sin familie og kom til Danmark som seks-årig i 1995. Efter et par år i en modtageklasse på Frederiksberg, flyttede familien til Nørrebro og Said startede på Klostervænget Skole. Det danske skolesystem var helt anderledes end det, han kendte fra Somalia, hvor han gik i en uofficiel landsbyskole.
- Jeg kan huske, at vi sad på gulvet, og læreren havde en stor pind, som han slog os over fingrene med, hvis vi ikke opførte os ordentligt. Vi skulle sidde på en helt bestemt måde, fortæller Said og folder hænderne hen over maven for at vise, hvad han mener. Det var derfor en stor omvæltning for Said at starte i en dansk folkeskole.
- Jeg syntes, at det var lidt ligesom en jungle. Eleverne hoppede rundt på stolene og kastede med papirsflyvere, fortæller han. Said selv turde ikke sige noget i starten, fordi de andre grinede af ham, når han talte dansk. En dag spurgte Said sin lærer, hvor hans pind var og, hvorfor han ikke slog børnene i klassen. Læreren fortalte, at man ikke måtte slå børn i Danmark.
- Vil det så sige, at hvis jeg laver ballade, så slår du mig ikke?, spurgte Said.
- Nej, svarede læreren.

- Det skulle han ikke have sagt. Fra den dag af, blev jeg en af de værste ballademagere i klassen, fortæller Said.

Gensynet med Somalia gjorde mig voksen

Det var først i 9. klasse, at Said for alvor forstod, hvorfor det var vigtigt at høre efter i timerne og lave sine lektier. Det gik op for ham, da han tog på ferie i Somalia med sin familie.
- Det var en mærkelig oplevelse. Jeg mødte nogle af mine barndomsvenner, der allerede var gift og havde børn. De måtte tigge eller have hårdt fysisk arbejde mange timer om dagen for at få nok at spise. De ville gøre hvad som helst for at komme til Europa og få en uddannelse, fortæller Said. Den oplevelse fik Said til at tænke over sit liv i Danmark.
- Jeg havde alle muligheder for at få en god uddannelse og et godt arbejde, og hvad brugte jeg det til? Til at hænge ud på gaden, lave ballade og spille fodbold. Da blev jeg meget hurtigt voksen. Jeg kunne pludselig se, at ens liv afhænger af en god uddannelse, siger han.

Efter Said kom hjem fra Somalia, mødte han som noget af det første op på skolens lektiecafé. Lektiehjælper Mohammed Ali Warsame fik sig en overraskelse. Det kan han stadig huske den dag i dag.
- Said var både klog og dygtig, men han havde ikke lyst til at bruge tid på skolearbejdet. Jeg tror, at rejsen til Somalia var noget af en øjenåbner for ham. Da han kom hjem, var han en helt anden mand. Han var meget motiveret og begyndte at arbejde hårdt, fortæller Mohammed Ali Warsame.

Lektiehjælpen ændrede Saids liv

Mohammed hjalp Said med at lave et skema for, hvad han skulle lave hver dag efter skole. Den ene dag skulle han læse fysik, den næste matematik, den tredje dansk og så videre. Der var også lagt tid ind i skemaet til, at han kunne spille fodbold.
- Til at starte med, måtte vi begynde helt forfra med plus og minus, men Said forbedrede sig meget hurtigt. Normalt går det stille og roligt fremad, men for Said gik det stærkt. Jeg kan huske, at hans matematiklærer var meget overrasket over hans udvikling, siger Mohammed.
Said husker også selv, hvordan lektiehjælpen gjorde en forskel
- Før havde jeg store problemer med min blækregning, men pludselig fik jeg lettere ved at løse opgaverne. Til sidst fik jeg 13-taller i matematik. Det var min stærke side. For mig var det altafgørende, at jeg startede med lektiehjælp. Ellers var jeg sikkert endt uden arbejde efter 10. klasse, siger han. I stedet fortsatte han i gymnasiet og er nu i gang med at læse i Almen Erhvervsøkonomi på Copenhagen Business School.

- At få en god uddannelse er altafgørende for at kunne fungere i det danske samfund, hvor der stilles så mange krav til folk, siger han.
Lektiehjælpen gjorde det også sjovere for Said at gå i skole.
- Når jeg pludselig kunne forstå, hvad læreren sagde, så blev det også sjovere at følge med. Før sad jeg bare i timerne og tænkte ”bare læreren ikke spørger mig”, men efter, at jeg startede til lektiehjælp, fik jeg mod til selv at række hånden op. Det var en fed fornemmelse, husker Said.
Lektiehjælp gør en forskel

Mohammed Ali Warsame, der nu er somalilærer, mener, at lektiehjælp er helt afgørende for, hvordan mange elever med indvandrerbaggrund klarer sig i skolen.
- Man kan tydeligt se, at de elever, der går til lektiehjælp, er dem der klarer sig godt i klassen. Det giver dem et højere selvværd, når de oplever, at de kan følge med i undervisningen. Elever, som før ikke turde bede om hjælp, fordi de følte sig dumme, begynder at tale mere, ytre deres holdninger og spørge, når der er noget, de ikke forstår, siger han. Det er specielt vigtigt, at elever med indvandrerbaggrund får tilbudt lektiehjælp, fordi de oftest ikke får hjælp til lektierne derhjemme, mener Mohammed Ali Warsame.
- I Somalia er det for eksempel sådan, at skolen har hele ansvaret for elevernes læring og opdragelse. Forældrene skal ikke gøre andet end at sende dem af sted. Derfor tror mange somaliske forældre, at det også er sådan i Danmark. ”Lærerne har jo læst i fire år, så det er dem, der er eksperterne i at lære børnene noget. Hvordan skulle jeg kunne hjælpe, når jeg ikke har en uddannelse,” siger forældrene. Hvis børnene klarer sig dårligt i skolen, mener mange forældre, at det udelukkende lærernes skyld, fortæller Mohammed. Derfor er det vigtigt, at de børn, der ikke får hjælp til lektierne derhjemme, får hjælp i en lektiecafé, mener han.
I de mindre klasser hjalp Saids mor ham med matematik, men i de større klasser blev det for svært. De andre fag kunne hun ikke hjælpe ham med, fordi hun ikke taler så godt dansk. Desuden havde hun travlt som hjemmegående mor med syv børn. Problemet var også, at hun ikke kunne vejlede ham om, hvilken muligheder for uddannelse, der er i Danmark, og hvad det kræver, fortæller Said.

Racisme brugt som undskyldning

En manglende forståelse for det danske uddannelsessystem er også et problem, som Mohammed Ali Warsame ofte møder.
- Mange elever med indvandrerbaggrund har drømme om at blive læger eller ingeniører, men de har ikke forstået, at det hænger sammen med, at man skal knokle i skolen og arbejde hårdt med lektierne. Der opstår ofte konflikter mellem lærerne og eleverne, når en elev med et meget lavt gennemsnit siger, at han gerne vil være ingeniør, og læreren må fortælle ham, at han nok bliver nødt til at vælge noget andet, som fx buschauffør eller håndværker. Mange af eleverne reagerer ved at sige, at det er fordi, at lærerne er racister. De mangler simpelthen den erkendelse af, at det kræver hårdt arbejde at blive ingeniør eller læge, siger Mohammed. Han mener derfor, at det er vigtigt også at have lærere og vejledere med en anden etnisk baggrund på skolen.

- Det kan nogle gange hjælpe, når jeg siger det til dem, fordi de jo ikke kan beskylde mig for at være racist, siger Mohammed, der selv har somalisk baggrund. Han mener dog, at man skal opmuntre eleverne i stedet for at sige, at de kun kan blive skraldemænd.
- Det er vigtigt at give dem en tro på, at de kan forbedre sig fagligt, hvis de bare arbejder hårdt for det. Derfor er det godt at have et forbillede, som Said. Han motiverer mange af eleverne, fordi de kan se, at det er muligt at opnå et højt gennemsnit, hvis man bare knokler for det, siger Mohammed.

Drop vreden

Said kan også selv huske, hvordan han som yngre nogle gange følte, at hele Danmark var imod ham, fordi han var sort.
- Jeg har også oplevet lærere, som jeg synes var strengere overfor mig end alle andre. Det er så let bare at sige, at det nok er fordi de er racister, og så nægte at følge undervisningen. Sådan har jeg også selv tænkt, siger han. Problemet er dog, at det kun skader de unge selv, mener Said.
- Man bliver nødt til at sætte de vrede tanker til side og tænke på, at det handler om at lære at løse den ligning og lære noget. Hvis vreden tager overhånd, så ender det med, at man ikke får den uddannelse, som man gerne vil have og i stedet ender som rengøringsassistent. Så kan man gå og bruge resten af sit liv på at hade danskerne, som man har overbevist sig selv om alle er racister. Det er et spørgsmål om at vælge, hvad man vil bruge sit liv til, siger han.
Uden foran skolen trykker Said på den automatiske lås på bilnøglen, så der lyder et højt bib fra en nypoleret aubergine-farvet Volkswagen Passat

- Bare rolig. Jeg har ikke stjålet den, siger han grinende, mens han løfter hånden til en hilsen og sætter sig ind i bilen.

Billedtekst

Gennem størstedelen af sin skolegang tænkte Said Hussein kun på at spille fodbold og hænge ud med vennerne. Lektierne lavede han ikke og i timen lavede han mere ballade end han hørte efter.
- Hvis ikke det havde været for skolens lektiehjælp, var jeg nok gået ud af tiende klasse og blevet arbejdsløs, siger Said, der nu læser erhvervsøkonomi.

En mangfoldig skole

Maj Carboni tog til bydelen Islington i London for at se, hvordan de har vendt en negativ udvikling, så minoritetseleverne nu får bedre karakterer end landsgennemsnittet. Læs temanummeret af KK her. 

Føler sig som andenrangselever

Minoritetselever får markant dårligere karakterer end deres etnisk danske klassekammerater. Årsagen skal i høj grad findes i klasseværelset, hvor specielt drengene ikke føler sig værdsat og reagerer ved at vende sig mod skolen. Læs Maj Carbonis artikelrække i KK her.

Den Gule Flyver:
Drømmen om at blive normal

Nedslidte skoler:
Ritt på besøg