Fodboldpiger mod alle odds
En gruppe piger i Vollsmose tager gerne en lussing fra forældrene eller opvasken i en uge for at få lov til at spille fodbold på ”Håbets Landshold”. Spillet har givet dem ny energi til skolearbejdet og selvtillid nok til at give deres mening tilkende derhjemme og i skolen. Træneren håber på, at det også giver dem modet til at tage en uddannelse og sige fra overfor et tidligt ægteskab.
Tekst: Maj Carboni
Foto: Martin Foldgast
På skolegangen er der pludselig slagsmål mellem to piger med somalisk baggrund. Den ene pige truer med at stikke fingrene ind i øjnene på den anden.
”Hov, det er en af mine fodboldpiger,” siger Liana Nielsen og løber over for at tage fat i hende. Pigen skubber aggressivt hendes arm væk og går, men Liana får fat i hende igen skolens forhal, hvor de får en lang snak. Da der igen er kommet lidt ro på, følges pigerne ned i omklædningsrummet, hvor de trækker i shorts og t-shirts med deres eget navn og fælles holdnavn trykt bagpå: Håbets Landshold. Tørklædet beholder de på. Så snart de kommer ud på fodboldbanen foran skolen og får en bold foran fødderne, ændres pigernes ansigtsudtryk. De jonglerer, griner og hepper på hinanden.
Håbets Landshold blev i 2001 startet af de to tidligere landsholdsspillere, Liana Nielsen og Lenni Lund. De arbejder begge som lærere på Humlehaveskolen i Vollsmose ved Odense, hvor 95 procent af eleverne har en anden etnisk baggrund end dansk. De to fodboldspillere oplevede, at fritidslivet for de muslimske piger på skolen kun bestod af de hjemlige pligter. Derudover var pigernes fysiske form så ringe, at de hverken kunne holde til at sjippe, lege tag-fat eller spille rundbold. Lenni og Liana besluttede sig derfor for at starte et pige-fodboldhold for at få pigerne ud af hjemmet og opleve en del af det danske samfunds kultur og normer.
”Den første dag mødte tre af pigerne op i kjoler, tre i bare tæer og nogle i tennissko,” fortæller Liana.
Projektet startede med et enkelt hold for elever i 2.-4. klasse på skolen. Nu er der 92 spillere fra hele Vollsmose og flere hold er tilmeldt turneringer.
Hjem til en lussing efter kamp
Pigerne har fra start intet begreb om, hvad det vil sige at gå til en holdsport, så Lenni og Lianas job strækker sig langt ud over at stå for træningen. Ikke mindst går arbejdet ud på at tage hjem til forældrene for at overbevise dem om, at det er en god idé, at deres døtre spiller fodbold.
”Vi har haft utrolig mange problemer med forældrene. Nogle siger, de har læst, at man kan dø af at løbe, mens andre var bange for, at deres døtre ikke kunne blive gift, hvis de brækkede benet,” fortæller Liana.
Hun er sammen med sin medtræner købt fri til at bruge 2/3 dele af sin arbejdstid på holdet takket være en pulje penge fra Integrationsministeriet. Med en god portion overtalelse er det lykkedes trænerne at overtale de fleste forældre til lade deres piger tage med til turneringskampe uden for Vollsmose og på rejser til Italien, England og senest Beijing, hvor de fulgte det danske kvindelandshold til VM. Alligevel sker det ofte, at nogle af pigerne bliver holdt hjemme på selve dagen. Så kører Liana og Lenni gerne hjem efter dem i turbussen. Nogle gange får pigerne så lov alligevel, fordi forældrene føler sig pressede. Et par af pigerne ved godt, at det medfører et par lussinger, når de kommer hjem, men for dem er det, det hele værd.
Får mere selvtillid
De evindelige kampe med forældrene kan være hårde for pigerne, men det udvikler dem også, mener Liana.
”Jeg kan se, at mange af dem i løbet af årene er blevet mere selvstændige og slås for det, de gerne vil,” siger hun. Det hænger også sammen med, at de to trænere gennem de mange ture er kommet tæt på pigerne og kan diskutere ting med dem, som de aldrig ville kunne tale med deres familie om - for eksempel om det er ok at en kæreste kan bestemme over pigen, fordi han er en mand.
Træningen har også smittet af på deres skolegang.
”De er ikke altid lige skarpe i skolen, men fodbolden giver dem selvtillid, når de pludselig opdager, at de kan noget. Mange af dem er begyndt at deltage mere aktivt i undervisningen og får bedre faglige resultater,” siger Liana, der selv er dansklærer for nogle af dem.
Tørklædepige på landsholdet
Et par af fodboldpigerne er blevet så dygtige, at de er startet med at træne i O.B. og en enkelt er kommet med på landsholdet, hvor hun for nylig vakte opsigt, fordi hun var den første til at spille med tørklæde. For langt størstedelen er det dog afgørende, at træningen foregår i Vollsmose. Det optimale ville være at integrere dem i en anden klub, men hvis pigerne blev splittet op på forskellige hold og selv skulle tage med bussen til træning, ville de aldrig møde op, mener Liana.
”De fleste forældre ville heller aldrig overlade ansvaret for deres piger til en sportsklub, som de ikke kender,” siger Liana. Alligevel er Håbets Landshold med til at give spillerne et indblik i verden uden for Vollsmose.
”Normalt kommer pigerne ikke uden for områdets beskyttede stisystem, så mange af dem ved ikke engang, hvordan de skal gå i trafikken. De udflugter og rejser, som vi tager på er med til at udvide deres horisont. De møder andre danskere og lærer, hvordan de skal begå sig i samfundet. Det håber vi giver dem nogle redskaber, som de kan bruge, når de engang skal ud på arbejdsmarkedet,” siger Liana Nielsen.
Boks: Gode råd fra Liana:
- Trænerne skal være personer, som både børn og forældre har tillid til.
- Begynd med de små klasser. Det er for sent at skabe tillid i de store.
- Begynd i det små og i det nære miljø – helst i skoleregi.
- Vær opmærksom på forældrenes rolle.
- Vær parat til at hente eleverne i klassen og følge dem til træning.
- Giv dem en gulerod for at komme til træning, som fx en overnatning på skolen eller en tur til Legoland.
- Vær parat til at give af dig selv.
BOKS: Tip til integration i dit område: Www.dgi.dk/integration
Billedtekster:
Før fik jeg hurtigt sidestik, men nu kan jeg løbe rundt i hele Vollsmose. Jeg har fået mere energi, så jeg kan lytte efter længere tid i skolen, siger Ruken fra Håbets Landshold.
Fodbolden har givet mange af pigerne mere selvværd, som også smitter af på skolearbejdet og deres plads i hjemmet. De er blevet kendt i området som fodboldpigerne, og det er sejt, synes de.
: